De kæmper på fortidens ruiner.
Sandet af radioaktive ørkener smelter under slagordets pansrede hjul, under strålerne af de tunge lasere og brand af pistoler, smelter på grund af deres raseri og fortvivlelse, had og frygt, og skyer koger over deres kampe, og dråber af gift regnen fordamper, før de når jorden.
Deres slørede silhuetter passerer benzinborgene og befæstede byer foran linserne på de automatiske kameraer og tønder af tunge våben, der beskytter fred i de sidste par overlevende af krigen. De taler om dem i nyheds- og verdensinformationsnetværket, og mobilkameraer ser deres hver bevægelse fra himlen dækket af aske.
Det er ligegyldigt, hvem de er - raiders, soldater, lejesoldater ... hvorfor de ikke fandt et sted for sig selv under beskyttelse af byens mure og udfordrede ørkenen. Uanset hvad de føler, og hvad de tror, når de dræber hinanden. De, der ser deres kampe på neonpanelerne i de kuperede byer, vil aldrig forstå dette.
Kommentarer ikke fundet